Inkaernes Historie

Opstandelsen

Inkakulturen voksede sig stor i det nuværende Peru i Sydamerikas vestlige del. Den opstod i løbet af den europæiske middelalder og gik til grunde ved spaniernes ankomst i 1532. Kendskabet til inkaerne, der ikke havde et skriftsprog, skyldes bl.a. spanske kilder fra den tid, men også arkæologisk kildemateriale.

Vor brug af ordet inkaer om hele folket er forkert. Det var i virkeligheden kejserens titel, som også kom til at omfatte hans efterkommere. Herved opstod der en hel klasse med navn af inkaer.

Ifølge sagnet havde solguden sendt en søn og en datter ned til jorden. De havde så fået en stav som de skulle sætte ned i jorden, og der hvor den sank i, skulle de bosætte sig. Dette skete i Cuzco-dalen.

Med list og inkaernes store organisationstalent lykkedes det dem hurtigt at undertrykke bondebefolkningen i dalen, dette skete omkring år 1200. Fra midten af 1400-tallet udvidede de voldsomt ud fra hovedstaden. På nogle små hundrede år var hele Andesområdet erobret desuden med kyststrækningen fra Ecuador i nord til midt i Chile i syd, et afvekslende landskab med ørkner, bjerge og regnskov. 

Alt transport skete på gå-ben, eftersom at det eneste dyr de kendte til, lamaen, ikke kunne bære deres vægt. Lamaen blev brugt som trækdyr og som offerdyr

Krige og tilfangetagelse

Inkaerne gik ikke altid i åben kamp. Ofte anvendte de overtalelser i forbindelse med militære trusler, diplomati, kneb og alliancer med allerede undertvungne folkeslag. Så snart nyt land var erobret, blev embedsmænd sendt ud for at optælle befolkningen og vurdere landets produkter og den eventuelle mulighed for at udvide landbrugsarealer. Samtidig med at inkaernes eget sprog Quechua blev indført som officielt sprog, og solkulten blev påtvunget, uden at man dog undertrykkede lokal religion og skik.

Meget tit beholdt man de lokale ledere, som dukker, mens deres sønner sendtes til Cuzco for at oplæres i den rigtige lære, så man på langvarigere sigt kunne sikre sig et loyalt styre ude i provinserne. Var et nyerobret område opfyldt af urolige og upålidelige befolkningselementer, tvangsforflyttede man dem til andre dele af det store rige og indførte loyale beboere til egnen.

Resultatet var en ensretning på flere områder. Mange oprindelige stammer og sprog var forsvundet ved spaniernes ankomst i 1532.

Når Inkaerne gik i krig, så blev de mange lagerbygninger rundt om i landet fyldt med mad, så hæren ikke selv skulle medbringe mad. Først sendte Inkaerne nogle embedsmænd, til de områder hvor der var problemer. Hvis konflikten ikke kunne løses på en fredelig måde, angreb Inkaerne dem.

De vandt næsten altid pga. deres talmæssige styrke, god disciplin og stor militær viden. Inkaernes besejrede fjender blev slagtet ned og fik hovedet hugget af. Kranierne blev belagt med guld og lavet til pokaler. Nogle blev også brugt til ceremonier. Fjendens tænder blev brugt til halskæder.

De tilfangetagne blev ført gennem hovedstaden Cuzco og lagt foran Soltemplet, imens Sapa Inkaen trådte på deres nakke som et tegn på sejr. Inkaerne respekterede de lokale guder, skikke, påklædning og sprog, men den overvunde stammebefolkning måtte acceptere at tilbede solguden. Det skal nævnes at Machu Picchu også var hovedstad i inkariget, men ikke for folket, for det spirituelle.